Sagen omhandlede en medarbejder, der blev opsagt fra sin stilling som dagplejer. Dagplejeren blev opsagt, idet antallet af børn i kommunens dagplejer var faldet med 39 %. Kommunen var derfor nødsaget til at afskedige 145 dagplejere i perioden 2006-2013.

Kommunens afskedigelser skete med udgangspunkt i retningslinjer fastsat af kommunens Hoved-MED og dagplejens MED-udvalg. Udvælgelsen af dagplejere til afskedigelse skete ud fra en samlet vurdering af den enkelte dagplejer med udgangspunkt i fastlagte kriterier.

To dagplejepædagoger tilknyttet området foretog en systematisk vurdering af alle dagplejere i området. Vurderingen foregik på et skema, hvor der blev givet point i forhold til hvert af de opstillede kriterier. Den opsagte dagplejer opnåede færrest point blandt dagplejerne ved vurderingen.

På afskedigelsestidspunktet var dagplejeren 60 år og havde været ansat i kommunen i 25 år. Dagplejeren mente, at den reelle årsag til afskedigelsen var, at hun var den ældste dagplejer i området og på overenskomstbestemt seniorordning. Seniorordningen indebar seks årlige seniordage samt muligheden for at kunne sige nej til gæstebørn. Derfor var dagplejeren dyrere for kommunen end andre ansatte. 

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at dagplejeren ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af alder ved afskedigelsen.

Nævnet lagde til grund, at kommunen i perioden 2006-2013 løbende havde afskediget medarbejdere grundet nedgang i antallet af dagplejebørn i kommunen. I dagplejerens område blev der i samme periode afskediget seks dagplejere i alderen fra 34 år til 60 år. Kommunens afskedigelser havde ikke medført en signifikant ændring af gennemsnitsalderen blandt dagplejere i kommunen.

Det forhold, at dagplejeren var den ældste dagplejer i sit område, og at hun havde lang anciennitet, var ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at dagplejeren havde løftet sin del af bevisbyrden, når der ikke forelå andre forhold, der tydede på, at hendes alder havde betydning for kommunens beslutning om at afskedige hende. Kommunen blev således frifundet.

Afgørelsen viser, at der skal mere til end at være den eneste og ældste afskedigede og at have lang anciennitet, for at en medarbejder har påvist faktiske omstændigheder efter forskelsbehandlingslovens § 7a.

Plesner repræsenterede kommunen under Ligebehandlingsnævnets behandling. Afgørelsen kan rekvireres ved henvendelse til Lise Høy Falsner.