Sagen drejede sig om en kommunal dagplejer, der blev opsagt i forbindelse med nedlæggelsen af to dagplejestillinger i kommunen. Dagplejeren var på opsigelsestidspunktet på plejeorlov for at passe sin søn, som havde Aspergers Syndrom.

I henhold til forskelsbehandlingsloven må der ikke ske forskelsbehandling af medarbejdere på grund af handicap. Retspraksis fra EU-Domstolen har udvidet denne beskyttelse, således at den også gælder forskelsbehandling på grund af handicap hos en nærtstående, såfremt den forskelsbehandlede medarbejder varetager størstedelen af den handicappedes pleje.

Såvel Ligebehandlingsnævnet som byretten var nået frem til, at sønnen ikke var handicappet, hvorfor medarbejderen ikke kunne påberåbe sig forskelsbehandlingsloven. Begrundelsen herfor var, at det fremgik af sønnens lægejournaler, at han på opsigelsestidspunktet var i bedring. Ligebehandlingsnævnet og byretten fandt det derfor ikke godtgjort, at sønnen på opsigelsestidspunktet havde en funktionsnedsættelse på langt sigt.

Østre Landsret kom dog frem til, at sønnen havde et handicap, idet landsretten lagde vægt på, at Aspergers Syndrom er en kronisk lidelse, der indebærer funktionsnedsættende adfærdsforstyrrelser hele livet.

Herefter var spørgsmålet, hvorvidt dagplejeren ved afskedigelsen var blevet forskelsbehandlet på grund af sønnens handicap.

Kommunen begrundede opsigelsen af dagplejeren med, at de fandt det pædagogisk uforsvarligt at flytte børn fra deres nuværende dagplejer til en dagplejer, som de ikke kendte. For at undgå dette blev dagplejeren, der allerede gennem længere tid havde været fraværende, udvalgt til afskedigelse.

Landsretten fandt, at kommunens udvælgelseskriterier stillede dagplejeren dårligere end de andre dagplejere. Idet der således var tydelig sammenhæng mellem opsigelsen og det fravær, som pasningen af sønnen og plejeorloven indebar, havde dagplejeren påvist sådanne faktiske omstændigheder, at det påhvilede kommunen at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.

Kommunen anførte, at opsigelsen var objektivt begrundet i saglige formål, idet nedlæggelsen af de to dagplejestillinger skulle medføre det mindst mulige miljøskifte for børnene. Landsretten fandt dog, at børnene undertiden i tilfælde af sygdom og andet fravær blandt dagplejerne både midlertidigt og permanent måtte flyttes til andre af kommunens dagplejere, som de ikke altid kendte i forvejen.

Landsretten lagde ydermere vægt på, at kommunen ikke havde fremlagt oplysninger, der gjorde det muligt at efterprøve grundlaget for kommunens bedømmelse, hvorefter det af hensyn til børnene var nødvendigt at udvælge netop den pågældende dagplejer til afskedigelse.

På den baggrund fandt landsretten, at kommunen ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at de af kommunen anvendte kriterier var nødvendige for afskedigelsen. Retten lagde herefter til grund, at afskedigelsen af dagplejeren var udtryk for indirekte forskelsbehandling på grund af handicap i strid med forskelsbehandlingsloven.

Dagplejeren blev tilkendt en godtgørelse svarende til 12 måneders løn.

Dommen viser, at Aspergers Syndrom er omfattet af forskelsbehandlingslovens handicap-begreb. Derudover er dommen i tråd med tidligere praksis om, at forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap ikke alene beskytter den handicappede selv, men tillige nærtstående, herunder f.eks. forældre til handicappede børn.

Plesner har tidligere omtalt byrettens dom i nærværende sag.