En virksomhed var omfattet af en kollektiv overenskomst, ifølge hvilken de arbejdstagere, som var medlemmer af det overenskomstbærende forbund, var berettiget til en sygeløn svarende til sygedagpengesatsen med tillæg af supplerende sygehjælp. I forhold til de arbejdstagere (de udenforstående), som ikke var organiseret i det overenskomstbærende forbund, fremgik det af den kollektive overenskomst, at de alene var berettiget til en sygeløn svarende til sygedagpengesatsen.

Sagen vedrørte herefter spørgsmålet om, hvorvidt en forskelsbehandling af arbejdstagerne på grund af deres organisationsmæssige tilhørsforhold var i strid med foreningsfrihedsfrihedsloven, når virksomheden betalte en højere sygeløn til de ansatte, som var medlemmer af det overenskomstbærende forbund, end til de arbejdstagere, som havde valgt at stå udenfor. 

Højesteret fastslog indledningsvis, at foreningsfrihedslovens beskyttelsesområde alene tager sigte på at beskytte foreningsfriheden i forbindelse med ansættelse og afskedigelse, og at loven ikke indeholder et forbud mod forskelsbehandling under ansættelsen.

Højesteret fastslog på denne baggrund, at den konkrete forskelsbehandling på grund af foreningsmedlemskab ikke var i strid med foreningsfrihedsloven og Menneskerettighedskonventionens artikel 11. Højesteret udtalte, med henvisning til Sørensen & Ramussen-sagen fra 2006, at den forskelsbehandling, som arbejdstagerne havde været udsat for, ikke indebar, at arbejdstagerne reelt blev tvunget til at melde sig ind i det overenskomstbærende forbund, hvad de heller ikke havde gjort.

Højesteret bemærkede dog, at spørgsmålet om foreneligheden med foreningsfrihedsloven og Menneskerettighedskonventionens artikel 11 dog kunne rejses, hvis forskelsbehandlingen, der er en følge af det manglende medlemskab af et forbund, har den virkning, at den reelt tvinger arbejdstageren til at melde sig ind i et forbund, herunder navnlig hvis forskelsbehandlingen har en sådan karakter, at den indebærer en trussel mod arbejdstagerens eksistensgrundlag eller har lignende karakter. Højesteret fandt ikke, at der var tale om en sådan situation konkret.

Dommen er en stadfæstelse af Landsrettens dom.

Dommen viser, at foreningsfrihedslovens beskyttelsesområde som udgangspunkt kun tager sigte på at beskytte foreningsfriheden i forbindelse med ansættelse og afskedigelse, og at loven ikke indeholder et forbud mod forskelsbehandling under ansættelsen. Derudover viser dommen, at en forskelsbehandling kan være i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 11, hvis den forskelsbehandling, der er en følge af det manglende medlemskab af et forbund, har den virkning, at den reelt tvinger arbejdstageren til at melde sig ind i det forbund, herunder hvis forskelsbehandlingen har en sådan karakter, at den indebærer en trussel mod arbejdstagerens eksistensgrundlag eller har lignende indgribende karakter.

Landsrettens dom er tidligere omtalt i vores nyhedsbrev fra maj 2014.