Ingen egenpension grundet fratrædelsesaftale

Fratrædelsesaftale, der ikke indeholdt bestemmelser om pension, medførte, at tjenestemand havde givet afkald på retten til aktuel egenpension. Det fandt Vestre Landsret ved dom af 1. juli 2015.

Sagen omhandlede en tjenestemand, der var ansat som direktør for socialområdet i en kommune. I forbindelse med en sammenlægning med arbejdsmarkedsområdet blev tjenestemanden fravalgt til den nye direktørstilling. Han blev efterfølgende spurgt, hvad han kunne tænke sig, men det var med en chef- og ikke en direktørstilling i udsigt.

Da tjenestemanden ikke ønskede at afvente, at chefstillingerne skulle fordeles, ville han hellere indgå en fratrædelsesaftale, "hvis den blev god nok".

Parterne indgik en fratrædelsesaftale, hvor tjenestemanden blev fritstillet i godt 14 måneder med løn, hvor han ved fratræden var berettiget til en fratrædelsesgodtgørelse svarende til 10 måneders løn, og hvor der ingen modregningsadgang var.

Der fremgik intet af aftalen om pension, hvilket heller ikke var blevet diskuteret på mødet mellem parterne. Tjenestemanden og dennes faglige organisation hævdede, at de ikke ville have indgået aftalen, hvis ikke den omfattede aktuel egenpension, og de fandt dette indlysende, hvorfor det ikke var "nødvendigt at pinde ud i selve aftalen". Kommunen var omvendt af den opfattelse, at 24 måneders løn uden modregningsadgang sammenholdt med aktuel egenpension ville være dyrere end en opsigelse.

Landsretten fandt, at aftalen - ud fra dens detaljerede indhold, hele baggrunden for aftalen og det opnåede resultat - måtte anses for endeligt at gøre op med tjenestemandens krav mod kommunen i anledning af ansættelsesforholdet ophør.

Den omstændighed, at tjenestemanden havde haft en forudsætning om, at han ud over de vilkår, der var anført i aftalen, havde ret til egenpension, kunne ikke føre til et andet resultat, allerede fordi forudsætningen ikke var kendelig for kommunen.

Dommen viser, at en part selv bærer ansvaret for at gøre modparten bekendt med sine forudsætninger for at indgå en aftale, og at dette princip også gælder i ansættelsesforhold, især når en part har været repræsenteret af en faglig organisation eller har haft anden juridisk bistand.

Dommen er endvidere i tråd med Højesterets domme trykt i U 2005.616 H og U 2005.622 H, der fastslog, at tjenestemænd gyldigt kan indgå fratrædelsesaftaler, og at sådanne aftaler ikke er at betragte som forvaltningsmæssige afgørelser.

For en gennemgang af det forvaltningsretlige afgørelsesbegreb i personalesager, se U 2005B.214.

Seneste nyt om Ansættelses- og Arbejdsret

Ansættelses- og Arbejdsret