Sagen drejede sig om en kvinde, der i en periode på to måneder havde fungeret som salgskonsulent for en virksomhed. Herefter valgte virksomheden at stoppe samarbejdet. Salgskonsulenten rejste krav om løn, feriepenge, kørselsgodtgørelse og godtgørelse for manglende ansættelsesbevis. Spørgsmålet i sagen var, om salgskonsulenten havde status som funktionær. 

Byretten fandt indledningsvis, at en række momenter, herunder virksomhedens eventuelle instruktionsbeføjelse, aflønningsformen, eventuel indeholdelse af A-skat, og om der var stillet firmabil og telefon til rådighed, skulle indgå i vurderingen af, om salgskonsulenten havde funktionærstatus.

Byretten lagde til grund, at parterne havde aftalt, at salgskonsulenten i november og december skulle "starte op så småt", og at hun selv skulle udarbejde en plan for kundebesøg. Byretten fandt derfor, at salgskonsulenten i det væsentligste frit disponerede over sin egen tid. Derudover var salgskonsulenten provisionslønnet, og hun skulle benytte egen bil i forbindelse med sit arbejde, ligesom virksomheden ikke skulle indeholde A-skat af salgskonsulentens provision.

Efter en samlet vurdering konkluderede byretten, at salgskonsulenten ikke havde funktionærstatus. Det forhold, at virksomheden havde stillet en telefon til rådighed, kunne ikke føre til et andet resultat. Salgskonsulenten havde derfor ikke krav på feriepenge og godtgørelse for manglende ansættelsesbevis. Salgskonsulenten havde alene krav på et skønsmæssigt fastsat provisionskrav og godtgørelse for bezinudgifter.

Landsretten kom frem til samme resultat som byretten.

Dommen viser, at ved tvivl om, hvorvidt en person må anses som funktionær og lønmodtager, tillægges det blandt andet betydning, om virksomheden har en instruktionsbeføjelse, om aflønningsformen er et fast månedligt beløb eller kun provisionsbestemt, om virksomheden har pligt til at indeholde A-skat, og om der er stillet firmabil eller telefon til rådighed.